Gæsteindlæg af Jytte Bidstrup
Min barndoms juleminder hænger i høj grad sammen med min far. Han var et menneske, som virkelig elskede julen, med alle traditionerne. Men især var det koncentreret om selve juletræet. Træet blev hentet i god tid inden juleaften, men kom først ind lillejuleaften. Vi havde en muret veranda, hvor der ikke var varme, og som derfor var lukket af om vinteren. Her blev juletræet sat ind på en gammeldags træfod, og så blev døren lukket, og vi børn måtte ikke kigge derind, før døren blev slået op juleaften. Det var far, og senere også min storebroder, der pyntede træet om formiddagen juleaftensdag.
Dengang foregik julen på den måde, at min søster og jeg var tidligt oppe og blive badet, så fik vi det fine, nye juletøj på, og så var det bare om at vente, mens de voksne lavede julemad, og alle de andre forberedelser, der skulle klares.
Hele huset duftede af jul, en blanding af gran-lugt, og duften fra køkkenet. Også duften af appelsin blandede sig med de andre dufte. Dengang fik vi kun appelsiner til jul, sammen med dadler og figner, nødder og godter, alt sammen ting, som man ikke kunne købe hele året, som man kan nu.
De fleste år samledes hele familien i julen, mine ældre søskende kom hjem, og farfar og farmor kom for at holde jul med os. Men alle de voksne havde andet at se til, end at tage sig af to småpiger på denne lange juleaftensdag. Sommetider satte vi os sammen i den store, gamle lænestol, og så lærte min storesøster mig de gamle julesange. Men når spændingen blev for stor, så slæbte vi marokko-puden hen foran døren ind til alle lyksalighederne, og så skiftedes vi til at kigge ind ad nøglehullet. Vi kunne godt nok ikke se ret meget, ikke andet end at far en gang imellem gik forbi med noget i hænderne, men det var ligesom om, at spændigen var mere til at bære.
Og så, endelig, oprandt det store øjeblik, præcis kl. 18.oo, hvor alle forberedelser var klaret, og det var tid til at gå til bords. Julemaden bestod altid af både and og flæskesteg, for vi var mange om bordet. Middagen var selvfølgelig også lang for os børn, men vi vidste, at nu nærmede det store øjeblik sig. Dengang havde man jo ikke opvaskemaskine, så opvasken skulle også klares, det var kvinder og børn, der sørgede for det, imens mændene tændte lysene på juletræet.
Og så – endelig – blev døren ind til juletræet åbnet. Det stod der i al sin glans, med stjerne i toppen, med lys og dannebrogsflag, og ikke mindst med fe-hår over det hele. Min far var meget dygtig til at få bredt fe-håret ud, så det lignede tåge ud over det grønne træ og de røde flag, og hvert eneste år, syntes jeg, at det var det skønneste træ, jeg nogensinde havde set.
Så blev der danset om træet, mens vi sang julens sange, mange sange, og i deres fulde længde. Selv nu, omkring 50 år senere, kan jeg stadig høre for mig, hvordan min far rullede på r-erne i “det kimer nu til julefest”.
Efter “Højt fra træets grønne top”, uddelte min bror så julegaver. Dengang fik man jo ikke så mange gaver, og heller ikke så store, men selvfølgelig var man spændt til bristepunktet. Min storebror, Jørgen, elskede at dele gaver ud, særlig dem, han selv havde købt. Når han så, at man blev glad, så lyste hans øjne om kap med julelysene.
Efter spændingen var udløst, så var det tid til kaffe og godter, og som regel en sodavand. Og så var den dejlige, lange dag ved at være slut. Men julen varede længe dengang, for der var ikke mange, der havde bil, og det tog lang tid med toget, så når man kom hjem for at holde jul, så blev man til efter nytår.
Nu er mange år gået, og det meste af familien er væk, men jeg tænker stadig tilbage på barndommens jul med glæde. Dejlige minder kan man tage frem og tænke på mange gange, uden at de bliver slidt op, og jeg håber, at også mine børn har fået nogle gode ting at tænke tilbage på.