Det skete i de dage, at befolkningen via mail, blev bedt om at stille hos Borgerservice, for igen at blive optaget i Folkeregistret.
Det var den første folkeregistrering efter det store offentlige systemnedbrud. Alle tog hen for at lade sig indskrive i hver sin by. Også Josef drog op fra byen Nazareth i Galilæa, til Judæa, Davids by, som hed Bethlehem.
Efter kommunesammenlægningen var der desværre blevet så langt til de offentlige kontorer, og sådan var det i høj grad også for Josef og hans samleverske Maria, som var gravid med deres første barn.
Maria var i 9. måned og døjede i sær med sure opstød og vand i fødderne, men hendes hormonelle svingninger gjorde, at beskeden om Folketællingen ikke faldt i god jord hos hende.
Pga. finanskrisen havde parret været nødt til at sælge deres bil, og rejsen måtte derfor foregå med tog. I dagene op til afrejsen havde der været en let frost, og toget var derfor, pga. rim på skinnerne, forsinket.
Den lange ventetid på den kolde perron og rejsen i det overfyldte tog blev for meget for Maria, og netop som de ankom til Bethlehem Hovedbanegård udbrød Maria: Vandet er gået!
Josef fik travlt. Han løb ud for at få en taxa til hospitalet, men da byen var fuld af mennesker, var der ingen taxa at få, så det unge par fandt sig et afsides hjørne på banegården, og Maria fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham i sin jakke og lagde ham på den hårde træbænk.
Det var blevet sen aften og der var mørkt på stationen. Maria, der var godt træt efter fødslen, og øm bagi af at sidde på det hårde gulv, var ved at få nok.
Hormonerne i hendes krop rasede og hun råbte arrigt: ”Det kan bare ikke være RIGTIGT at vi skal ligge hér! Nu har jeg født en dejlig søn, som fortjener det allerbedste, økologisk mad og tøj, BRIO barnevogn og legetøj uden fthalater. Og så ligger vi bare HER! MIN søn skal altså ikke ligge på en kold bænk på banegården og fryse!”
Marias råb kunne høres på hele banegården, og en vagt, en fra rengøringspersonalet og en hjemløs kiggede på hinanden i undren. ”Kom, lad os gå hen og se hvad der er los!”
Der var mørkt på banegården og det eneste lys der anedes var fra displayet på Josefs mobiltelefon. Han var ved at sms’e til vennerne, at han nu var blevet far. Lyset ledte de tre personer hen til parret.
De så hvad der gik for sig, og vagten stak Josef sin halvlunkne kaffe, rengøringsdamen gav Maria et håndklæde at svøbe babyen i og den hjemløse tilbød hende sin halvtomme øl.
De fortalte at de havde hørt hendes råb, og at de nok skulle hjælpe den. De tilkaldte borgmesteren, lovpriste hans lederevner og Herren gav dem lov til at komme foran i køen til folkeregistret, og efter endt registrering kunne de med en taxa vende hjem til dem selv, hvor de levede et helt almindeligt liv med fastforrentet lån og økologisk bevidsthed i udkantsgalilæa.
Jesus, som den lille søn blev kaldt, voksede op og blev en intelligent ung mand, en smule gammelklog måske, men med evner sjældent set hos hans jævnaldrende. Han røg dog desværre i “bad-standing” hos nogle grimme fyre, og mistede livet i en alt for tidlig alder. Hans rygte lever dog videre den dag i dag.
