Gæsteindlæg af Julie Zielke
Det er den 23. december. Hele familien er efterhånden spændte på dagen i morgen. Min mor, fordi hun skal gøre rent og pynte op til alle gæsterne, far fordi han skal lave julemaden og alt det, mor siger han skal gøre. Min lillesøster er ligeså spændt, fordi hun skal pakke en masse gaver op og nå at pakke hendes egne ind, inden juleaften kommer. Jeg selv er fyldt med en flok dejligt barnlige sommerfugle i maven, fordi jeg håber, at det hele bliver lige så godt som sidste år, hvor familien var samlet og alle havde godt og så selvfølgelig gaverne. Dem bliver jeg vist aldrig for gammel til at vente spændt på.
For et par dage siden sad jeg sammen med mor og søster og lavede konfekt. Både de klassiske til gæsterne, som laves i større mængder, men også noget mere kreativt som en nissekone og en nissemand med deres kroppe farvet med rød frugtfarve. Nissekonen fik langt, gult bølget hår, lavet ud af hvidløgspresseren. Hele familien opfører sig som den altid har gjort, og intet kan ødelægge den gode stemning. Julen er et perfekt tidspunkt til at blive barn igen, og mindes hvordan julen, var noget man glædede sig til allerede fra nytår.
Nu lister mine forældre ned i bryggerset og lukker døren. De mangler vist at pakke de sidste gaver ind. Jeg sidder og snakker med min søster, om hvilke gaver vi mon får. Det er en gammel tradition, som heldigvis stadig holdes ved lige. Vi ryster nogle af pakkerne, som vi skal til at lægge under træet. Jeg har gættet to af mine gaver, tror jeg. En dvd og en bog. At jeg måske har gættet mine gaver, fortæller jeg ikke til mine forældre, da døren ned til bryggerset bliver åbnet igen, og far går ud og gør rent på badeværelset. Vi har alle gjort meget ud af vores gaver til hinanden, og det at se modtageren af ens gave pakke sin gave op med et smil, er ligeså vigtigt, end når man selv pakker en gave op.
Min søster og jeg følger efter mor ud i køkkenet. Der åbner vi den store julekagedåse med vaniljekranse, vi alle laver hvert år til min far, der er helt vild med dem. Vi siger altid til ham, at vi ikke gider lave så mange i år, og mener det da også, men ender altid med at lave dem alligevel, de smager jo godt, og vi ved, at han elsker dem. Dåsen er vel cirka fyrre centimeter høj og har en diameter på lidt mere, så der skal laves mange småkager. Vi skal også nå at lave dem, inden han kommer hjem fra arbejde, og der skal luftes ud, så de ikke kan duftes fra hoveddøren, for at det er en rigtig overraskelse. Så gemmer vi dem, og tager dem frem den 23. december, hvor han bliver glædeligt overrasket, eller i hvert fald lader som om.
Vaniljekransene tager vi med ind i stuen og tænder for fjernsynet for at se de samme juletegnefilm som sidste år og mange år tilbage, og om et år vil vi sikkert se dem igen. Men det bliver de jo ikke dårligere af og til næste jul, vil dagen i dag blive ligeså mættet af forventninger, juledufte og julemad, gaver og allervigtigst: Familiehygge.
