Historien bag adventsgaven
Tiden fra 1. søndag i advent til juleaften har alle dage været en slags ventetid, faktisk ikke kun for børnene men også iflg. selve juletraditionen fordi vi afventer Herrens komme. At der så siden hen er kommet en egentlig adventskalender skyldes mere hensynet til børnenes forventning og glæde over julens komme, og kalenderen er ment som en slags nedtælling til juleaften.
Traditionen med den egentlige julekalender stammer fra Tyskland i starten af 1900 tallet. Både her i Tyskland og i England kaldte man denne kalender for en adventskalender, formentlig fordi advent betyder Herrens komme, og kalenderen var en nedtælling hertil. Omkring 2. verdenskrig begyndte de første 3-dimensionelle julekalendere at komme frem og det var også omkring dette tidspunkt at traditionen der førte til pakkekalenderen startede.
Dengang bad man børnene sætte deres hjemmesko i vindueskarmen om natten, så Julemanden kunne komme forbi og lægge en lille ting i den. Hvis man havde opført sig pænt fik man et lille stykke slik eller et par rosiner, og havde man været slem, fik man et stykke kul, koks eller en kartoffel i hjemmeskoen. Dette var også en slags indikator for, hvor godt man havde opført sig, og dermed om julemanden ville komme med pakker på selve juleaften.
I 60’erne begyndte den egentlige pakkekalender at dukke frem i form af håndbroderede klokkestrenge med 24 små ringe, hvori som regel bedsteforældrene hængte små gaver, oftest blyanter, rosinpakker, viskelæder, pixibøger osv. Siden hen har nogle så valgt, at i stedet for at give 24 små gaver hele vejen gennem december, giver man en lidt større gave hver søndag i advent. Denne tradition er mere i tråd med den kristne jul og kirkens fejring af de 4 søndage i advent.
