Julehygge og juleunderholdning for børn

December kan sagtens blive lang for børnene, og så kan det være en god ide for os voksne, at træde til med gode forslag.

Det kan være en god ide at have fyldt husets lager af kreative artikler op, så du er på forkant med ungernes behov for adspredelse.

Julepynt

Sørg for at have masser af karton i huset. I julefarver, selvfølgelig. Og masser af glimmer og små ting de kan lime på. Så kan de lave deres eget julepynt. I kan så fuldende dagen med at gå ud og finde nogle dekorative grene eller pyntegran, som i sætter i en vase og så har børnene deres eget juletræ på værelset.

Julebag

Lad børnene bage deres eget julebag. Køb færdig dej hos bageren og lad dem slå sig løs med udstiksforme og brunkagedej. Pyt med om kagerne bliver for tykke, for tynde eller på anden måde ukurante. Ungerne hygger sig helt vildt, og vil elske at servere deres egne kager med mælk til eftermiddagskaffen.

Mejsebolde

Lav jeres egne mejsebolde. Der findes masser af opskrifter på nettet. Gå så ud og hæng boldene op i havens træer og sæt jer i vinduet med en fuglekendingsbog. Det kan der hurtigt gå hygge i.

Fjernsynshygge

Mange supermarkeder har op til jul tilbud på gamle julekalendere på dvd. Rema har f.eks. i år solgt bl.a. Jullerup Færgeby på dobbelt dvd til 49 kr. Placér børnene i sofaen med lidt juleknas – og afsæt evt. selv tid til lidt sofaafslapning, og kobl så helt fra til minderne om barndommens tv-julekalender.

Aktiverende gaver i pakkekalender

Hvis dine børn får pakkekalender, så giv dem en gave om søndagen, der kan bruges lang tid på. Fx en malebog med mandalas, et lego byggesæt, et puslespil eller andet der tager lidt tid at nusse med. Så er der dømt julero og hygge i familiens skød og børnene er aktiveret så længe.

Julekort

Hvis I hører til den efterhånden forsvindende lille gruppe af borgere, der stadig sender rigtige julekort, så lad børnene lave tegninger til at sende med ud sammen med kortet. Det er deres lille julehilsen til bedsteforældre, onkler, tanter og resten af familien. Alternativt kan du lade børnene lave deres helt egne julekort, som de kan sende til deres venner, putte dem i kuverter med frimærker og det hele. Det er store sager for børn helt op til 8-9 års alderen.

Brug fantasien og vær med når dine børn skal aktiveres. Selvom der er så mange ting man kan give sig i kast med, så er det helt store hit stadigvæk at være sammen med mor og far – særligt i julen.

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Kontakt os

Vi er ikke online lige nu, men bare send os en mail så vender vi tilbage asap.

Sending

©2020 JuleBlog.dk fra Online Advertising

Log in with your credentials

Forgot your details?