Den 26. december kaldes også Skt. Stefans Dag og er faktisk en martyrdag.
Sankt Stefanus var den første kristne, der led martyrdøden, dvs. blev slået ihjel på grund af sin tro. I gamle dage var det en dag, hvor man lavede sjov med hinanden, og hvis man ikke kunne komme op af sengen denne dag, blev man kaldt en ”stefansnar” hele det kommende år.
Ligesom det er tilfældet med 1. juledag, findes der ikke én entydig måde at tilbringe dagen på. Det betyder, at det står én frit for, hvad man vælger at foretage sig den 26. december. Det kan være en lettelse for mange, specielt kvinder, som ofte er dem, der har stået for størstedelen af forberedelserne op til og i juledagene, for så har de langt om længe mulighed for at smække benene op, inden nytårsaften skal arrangeres.
Dagen bruges oftest til julefrokoster eller afslapning, og i lighed med 1. juledag er det en af de store gå-i-byen dage på nogenlunde samme måde, som det i gamle dage var den helt store julebal-dag for de unge. Mange biografer benytter ofte dagen til julepremiere på nye film, og mange børnefamilier har gjort det til en fast tradition at gå i biografen og se en af de nye børne- og familiefilm.
|